Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om klubben

OM AT GÅ I KLUB I VIRKLUND

I februar måned 2019 kunne vi slå dørene op til vores helt nyistandsatte fritidsklub. En tiltrængt opfrisker af byens vel nok bedste fysiske klub-rammer. Når nu man bygger om og rydder op, giver det også oftest anledning til at tænke sig selv om. Hvorfor gør vi som vi i grunden som vi gør, og ville noget give bedre pædagogisk mening? Evalueringer understøtter ofte forandringer, og det er også tilfældet her.

Derfor har ombygningen også medført nogle pædagogisk strukturelle forandringer, som via hårdt arbejde og vedholdenhed, ender med at blive til en helt ny kultur i Virklund Fritidsklub. Nogle børn vil i starten opleve, at der er mange regler i klubben. Faktisk er personalet bare blevet enige om, at tydeliggøre de gængse og helt almindelige hus-regler, som er i de fleste hjem. Reglerne er ens for alle, helt basis, og grundlaget for vores pædagogiske fundament. Almindelig dannelse på alle plan. Vi behandler vores ting ordentligt, vi spiser ved bordene, vi hopper ikke i sofaer, vi taler ordentligt til og om hinanden, vi løber ikke indenfor og tager generelt aktiv del i fællesskabet. Det kan virke nyt for nogle, men er ikke fremmed for nogen. Når alle kender, forstår og følger reglerne for huset og samværet - så har vi vores kultur. 

En kort gennemgang af klubben;

Sko-frit Miljø
Da vi har fået helt nye linoleumsgulve, ser vi det som en genial mulighed for endeligt at skabe et sko-frit miljø. Det betyder, at børnene skal stille deres sko, tasker og hænge deres jakker pænt i garderoben, før de kommer ind i huset. Ganske som i SFO. For det første er det godt for ”tempoet” og lydniveauet i huset, men det understøtter også hygiejne og muligheden for at smide fødderne op i sofaen, uden at gøre noget forkert.

Mad & Madpakkekultur
Vi har besluttet at skrue markant ned på den madkultur, som mange forbinder med klubben i Virklund. Det store femcifrede beløb på over 50.000 der årligt bruges på mad, er langt bedre givet ud på aktiviteter, overnatninger, ture, samt lækre materialer til det kreative rum, IT og Fab-Lab mm. Derudover prioriterer vi, at det uddannede pædagogiske personales tid er bedre brugt på samvær med børnene- end i køkkenet. Selvfølgelig vil der stadig anledningsvist blive bagt kage, boller eller lavet grøntsager over et hyggeligt bål, men børnene skal ikke længere forvente noget dagligt. Vi opfordrer derfor til, at børnene får en større- eller to madpakker med. Særligt hvis de skal videre til sport eller anden fritidsaktivitet. Vi vil lægge os i selen at generere og understøtte en god madpakke-kultur i klubben, og stiller et køleskab op som børnene kan lægge deres mad i når de kommer. Vi vil skabe et klub-miljø, hvor  gode og sunde madpakker ikke er kiksede, men noget positivt.

Spillekultur & Gaming
Klubben råder over 8 nye gamer-computere. Herudover en Playstation og et Fab-Lab rum (grafisk design, t-shirt tryk, 3D print). For at kunne arbejde optimalt med børnene og deres digitale adfærd, har vi valgt at samle alt digitalt legetøj i samme ende af huset, ved siden af fællesrummet. Det bevirker, at vi kan være langt tættere på børnene, også under spilaktiviteter, hvilket vi gerne vil prioritere.
Der må MAX spilles én time om dagen - en halv time ad gangen - og aldrig to tider i træk. Børnene er som udgangspunkt kun i rummet når de har en tid. 8 personer ad gangen. Det understøtter et stort fokus på god spille-kultur, og eliminerer chancen for at skabe et overforbrug og en dårlig tone. På den måde stiller vi skarpt på en meget central del af ungdomskulturen, samtidig med vi understøtter, at den dyrkes sammen med andre, frem for hver for sig derhjemme. Der er ikke langt til hverken pool eller brætspil, når man kommer ud fra sin computertid, hvilket vil trække børnene med i andre aktiviteter. (Ifm computere, konsoller og telefoner, har vi lavet en IT politik, som ligger på skolens hjemmeside)

Mobiltelefoner I Klubben
Mobiltelefoner fylder i dag mere end nogensinde, og er noget vi gerne vil forholde os pædagogisk til. I klubben ønsker vi at være i øjenhøjde med ungerne i deres færden på de sociale medier i fritiden. Vi har derfor tænkt en ”mobil-zone” ind i fællesrummet i den nye klub. Det er her børnene kan sidde med telefonerne, hvis de vil være digitalt aktive på medierne i klubtid. På den måde kan vi få et overblik over ungernes forbrugsmønstre, samt have muligheden for at komme i dialog med dem omkring deres færden på de sociale medier. En snak de færreste når derhjemme. Resten af huset vil være mobilfrit, med mindre telefonerne skal bruges til noget konkret. Vi skal nemlig også huske at tale sammen. Mobilzonen har ikke åbent hele dagen, men tages i brug hen på eftermiddagen.

Fællesskab, Almen Dannelse & Livsduelighed
Ud over alle de ovenstående ting, vil vi naturligvis overordnet arbejde videre med almen dannelse, fællesskab og livsduelighed. Ting som at tale pænt, tage aktivt del i fællesskabet, udvise omsorg for hinanden, rydde op efter sig, passe på vores ting, lære at håndtere modstand, tage ansvar for sine handlinger mm. Listen er lang, og arbejdet kræver en faglig stærk personalegruppe- hvilket vi har.

Ekstraordinære aktiviteter i klubben + lukket i vinter og efterårsferie.
Klubbens primære objektiv er, at skabe en god hverdag. En hverdag med fokus på at skabe en hyggelig og afslappet stemning, og et fællesskab alle kan indgå ligeligt i. Derudover laver vi et hav af andre aktiviteter, så som LAN aften, juleture til Silkeborg og Aarhus, pige-aftener, drengerøvs-hygge, halloween-fest, overnatninger og en masse andre aktiviteter ud af huset i det kommunale klub samarbejde. Både eftermiddage og aftener. Vi ønsker at prioritere, at deltage så meget som muligt, i arrangementer der rækker ud over vores egen matrikel. 

Prisen for alle de ovenstående aften og weekend-arrangementer er dog, at der ikke er åbent i klubben i ugerne 7 og 42. Normalt vis kommer der under ti børn i klubben i disse to uger, og vi har altså i stedet valgt, at bruge personaleressourcerne på arrangementer som alle får gavn af. Der er naturligvis altid mulighed for at benytte SFO'ens feriepasning i disse to uger.

Afrundende
Fritidsklub er et sted, hvor børnene kan slappe af og være aktive sammen med andre børn fra forskellige årgange.  Kvaliteten af det pædagogiske indhold er afgjort af den opbakning der er til stedet. Vi ønsker ikke kun at have et godt samvær med børnene, men også med forældrene.  For vi kan lykkes med opgaverne, har vi brug for at I bakker op.

Naturligvis er I til hver en tid velkomne til at kigge ind og få en rundvisning.

Er der noget I undrer jer over, eller I ønsker at spørge om – så opfordrer vi til, at I tager kontakt til os med det samme.
Husk at bruge bagdøren når I kommer på besøg. Der er nemlig blå overtræksposer til de voksnes sko:)